Jeg er i løbet af det seneste år eller to stødt på flere klokkeklare eksempler inden for både transportområdet, militæret og sundhedssektoren, hvor 'traditionelle' transportteknologier, medico-teknisk udstyr og militært 'isenkram' i stigende grad leveres med et krav om adgang til netværket og behov for at kunne interagere med de øvrige it-installationer og systemer, hvis organisationen skal have det maksimale udbytte af udstyrets nye it-enablede funktionalitet.
Problemet er bare, at de 'traditionelle' teknologier typisk ikke indkøbes af it-afdelingen, men af de personer, der har forstand på netop den type intelligente vejtavle, automatiserede pilledispenser eller missilstyringssystem, organisationen står og mangler. Det er der for så vidt ikke noget galt i – det er jo også god latin, at fagforvaltningen agerer bestiller, når der indkøbes sagsunderstøttende systemer.
Men det er bare langt fra altid, at it-afdelingen bliver hørt i indkøbet af disse nye former for it-enablet isenkram på trods af efterfølgende krav om adgang til netværket og support af it-laget i apparaturet (og igen kan man anfægte, at det samme er tilfældet med en række mere traditionelle forretningssystemer). Omvendt er der absolut ikke nogen garanti for, at en it-afdeling, der er vant til kun at skulle it-understøtte sagsgange og administrative processer, er strategisk, arkitekturmæssigt og organisatorisk gearet til at give konstruktiv sparring om anskaffelse, implementering og support af operative systemer, der i funktionalitet bryder væsentligt med deres normale systemportefølje.
For mig at se er konsekvensen, at denne form for pervasive computing udfordrer den offentlige it-tænkning på flere områder – med nye leverandørrelationer, med ændrede krav til den organisatoriske styring og med et langt bredere scope for it-arkitektur og digitaliseringsstrategier.
Jeg er imidlertid i tvivl om, om det overhoved er på dagsordenen, de steder hvor det betyder noget? Hos de kommunale it-chefer, der om et øjeblik får ansvaret for at it-understøtte patientkufferter og andre telemedicinske løsninger til borgerne? Og hos dem, der centralt arbejder med arkitekturprincipper og referencemodeller?
Til gengæld er jeg ret sikker på, at vi kan lære noget af den måde, de håndterer udfordringen på i forsvaret og sundhedsvæsenet, hvor dette scenarie allerede er blevet en del af hverdagen?
Spørgsmålet er måske snarere om visionsdannelsen fungerer. Man skal jo passe på ikke at lade dette blive teknologidrevet.
Det er skarpe problemstillinger når vi på den ene side ser ind i noget Grid eller cloudlignende hvor alting kan tilgås alle steder fra, på samme tid gør alting i stand til at kommunikere med f.eks. RFID og husker at de kriminelle og anden misbrug er med på en kigger og søger at koble sig ind i transkationerne.
Oftest tilgår man fremtidens problemstillinger med fortidens paradigme. Den gamle 60er tankegang med altid antaget identifikation og en centralistisk arkitektur er totalt forældet i denne verden.
Jeg er enig med Stephan i at der stadig forestår et arbejde med visionsdannelsen i forhold til pervasive computing.
Teknologirådet har skrevet en del artikler om området og en af artiklerne omtaler "u-Japan" (u = ubiquitous). u-Japan er en strategi og en vison for udbredelse og anvendelse af pervasive computing i Japan (ubiquitous computing):
Working toward realizing the ubiquitous network society by 2010 in which "anyone can easily access and use a network any time from anywhere and from any appliance"
Det er da en vision! Jeg ved ikke om det også skal være den danske vision, men andre lande har satset hårdt på området over en bred front, mens vi i Danmark har isolerede øer med en vision. Det ville være godt med en fælles kurs og retning i den offentlige sektor. Og det skal på plads først - før vi bare køber ind - og der (uden kritisk stillingtagen) kommer "it i alting".
Nu tror jeg ikke at man skal overføre holdningen til mennesker i det stærkt autoritære Japan til Danmark.
God pointe! Jeg er meget enig med både Stephan og Mikkel i, at visionsdannelsen lader noget tilbage at ønske. Som Stephan skriver gælder det ikke kun for pervasive computing, men generelt i forhold til, hvad vi samfundsmæssig og strategisk vil opnå med RFID, grid og de 117 andre banebrydende teknologier, der tilbyder ny funktionalitet og åbner muligheder for at ændre på den måde, vi gør tingene på.
For mig at se er spørgsmålet om, hvordan vi bedst fremmer visionsdannelsen om fremtidens digitale samfund imidlertid en selvstændig og meget omfattende diskussion - og et meget oplagt tema til en ny tråd i denne gruppe :-)
Sagen er nemlig, at en række it-chefer står med nogle meget konkrete udfordringer, som ikke kan vente, til vi har den overordnede visionsdannelse på plads. Det gælder som nævnt i mit indlæg ovenfor eksempelvis på transportområdet, hvor der er truffet politisk beslutning om at anskaffe et nyt signalanlæg til adskillige milliarder. Det samme gælder den voksende brug af pillerobotter og patientkufferter på sundhedsområdet.
Min pointe er, at vi på disse områder - og givetvis snart i resten af den offentlige sektor - er nød til at udvikle et praktisk beredskab, der gør det muligt for myndigheder og institutioner at håndtere en langt bredere systemportefølje end de er vant til.
Det er klart, at et sådant beredskab vil være stærkere, hvis det er forankret i en vision, men jeg mener som sagt ikke vi har tid til at vente. Og det er muligt, at der er tale om en teknologidrevet udvikling, men den går ikke væk af den grund.
Udfordringen er at gøre det parallelt.
Vi er formentlig nogle af dem som har arbejdet klart mest med pervasive computing og har helt konkrete teoretiske modeller til at håndtere de fleste problemstillinger. En stor del af dette arbejder er sket i et stort EU IST Integrated Project kaldet HYDRA som arbejder med Middleware til interoperabilitet, hvor vi havde ansvaret for hele sikkerhedsområdet og arbejdet eksplicit med Healthcare som case.
Problemet er IKKE mangel på viden, men mangel på samarbejde og rettidig omhu om at løse problemerne.
Eksempelvis Københavns og Frederiksberg Kommunes Cykelprojekt er en ren katastrofe på alle måleparamere på trods af at de havde fået konkret konstruktivt input. Man laver et tyverisikringsprojekt som gør det lettere for tyvene. Nu ligger de i organisatorisk låst i et projekt der bliver en katastrofe selv hvis de formår at narre medierne til at kalde det en succes. Det er rent spild af skattekroner og nedbrydning af tillid uden nogen grund andet end mangel på samarbejde.
Der er 2 verdener som vi vælge imellem i den måde, vi digitaliserer på.
1) I den ene verden er mennesket i centrum. Vi bruger teknologien til at skabe empowerment - til at give dig kontrollen over nøglerne, over kontekst og værktøjer til at sikre dig og dermed også systemerne. En verden baseret på åbne semantiske standarder hvor du i parallel kan have forskellige måder at løse det samme problem på. I denne verden bestemmer kunden og borgeren over leverandøren og magten, dvs. den er efterspørgselsdrevet og behovsorienteret.
2) I den anden verden misbruges teknologien til at kontrollere dig. Kontrollen ligger altid andetsted og magten koncenteres på færre og færre hænder i takt med at perimetersikkerheden nedbrydes og du gøres transparant for systemerne. En verden hvor pseudo-åbne standarder misbruges til at tvangsdiktere enhedsstandarder som man ikke kan røre sig indenfor uden central godkendelse. Den eneste nøglekontrol, du har, er får at ansvarliggøre dig og gøre magtens arbejde let, dvs. den er orienteret mod kontrol og styring snarere end inovation og udvikling.
Den digitale verden er designet af mennesker, dvs. vi har et reelt valg, men vælger også hver gang vi gør noget. Dette gælder både for den normale online verden og i eksponentielt større grad for it-i-alt hvor vi foretager en voldsom udvidelse af det digitale virkeområde.
I betragtning af hvor ringe vi hidtil har håndteret digitaliseringen - specielt i digital forvaltning og den regulatorisk styrede indretning af infrastrukturen - kan vi kun se frem mod it-i-alt med alvorligt frygt for friheden, sikkerheden og velstanden/velfærden.
Vi har endnu til gode at se den første offentlige it-løsning som tager udgangspunkt i borgeren fremfor i centraladministrationens kontrol og detailstyring af borgeren. Den første løsning som faktisk går ud på at øge kvaliteten og effektiviteten af den offentlige sektor fremfor at have som primær fokus at udbygge centraladministrationens stadigt mere planøkonomiske og samfundsdestruktive detailstyring.
Vi ser masser af gode løsninger til empowerment, f.eks. når en diabeteker selv kan måle sit blodsukker. men straks vi kobler det online bliver det rene overvågnings- og kontrol modeller - nogengange berettiget, men oftest blot fordi dem som udvikler teknologien og systemerne ikke tager udgangspunkt i mennersker, men i deres egne interesser.
Man skal huske på at staten er både løsningen og problemet. Eftersom vi har monopoliseret vold for at bekæmpe magtkoncentration, så er statens handlinger afgørende for om samfundet går den ene eller anden vej.
De sidste 15 år har været en lang deroute mod et stadigt mere autoritært og planøkonomisk teknokratsamfund - og det er digitaliseringen som misbruges som middel og værktøj.
Så hvis du spørger om den offentlige sektor er rustet til en fremtid med it i alting - nej - selv antaget at man faktisk gerne vil et demorkatisk og frit samfund med borgeren i centrum er man ikke engang rustet til digitalisering i almindelighed. It-i-alting kunne være et led i en ny begyndelse, men meget lidt tyder på at man har fået fat i problemerne og fået skabt en konstruktiv retning.
Cykelprojektet er et trist eksempel på demokratiets deroute - hvor overvågningsaspektet promoveres med falsk spinretorik uden nogen form for værdiskabelse for samfundet - simpelthen fordi man vælger kontrol og voervågning fremfor borger og samfunds.
Hej Stephan
Flere gode pointer lige som jeg på en række punkter er uenig. Jeg har imidlertid ingen intention om i denne sammenhæng at tage en mere generel diskussion om empowerment og kontrol i forhold til digitalisering, da det er off-topic i forhold til min intention med gruppen.
Min ambition er fortsat at få en dialog om en række mere konkrete udfordringer, som offentlige it-praktikere står over for i relation til et ændret systemlandskab:
Troels
Jeg vil høfligst tilføje
a) Hvis man ikke har styr på frihed og sikkerhed for borgeren, så har man ikke styr på noget. Det er selve statens raison d'etre - alt andet er sekundært. Hvis man i fællesskab foretager investeringer så er det stadig underlagt samme grundkrav som forudsætning for at kunne skabe infrastruktur, fælles løsninger eller på anden måde forudsætning for services.
b) Man håndterer IT dårligt i dag - så det er et godt sted at starte. F.eks. EDSH savner et borgerspektiv - det har været navlebeskuende fra starten.
c) Ja, ambient stiller nye krav - og det er stærkt udfordrende krav fordi alting distribueres i en verden der hidtil har fokuseret på at centralisere. Det starter med at man ikke ser den offentlige sektor som verdens centrum som borgeren skal tilpasse sig, men staten som en service for borgeren.
Du har IKKE én offentlig sektor, men du har én borgers perspektiv som gør brug af en masse selvstændige services. Nu er det næppe alle som vil betragte en anholdelse for en kriminel handling for en service, så det er ikke alle som er "frivillige" ligesom ikke alle "frivilligt" vil opgive alle indtægter til SKAT.
Men hovedparten af statens budget er rene services som for den sags skyld kunne være leverer af enhver og derfor bedst leveres på markedsprincipper, dvs. så magten skal følge behov for at sikre at man ikke planøkonomisk tvangstilpasser behovet til udbuddet.
Det gælder også ambient it som reelt blot kan betragtes som en skalering af den allerede eksisterende problemstilling,
En ny fil vil overskrive en eksisterende fil, hvis begge filer har samme navn og samme ekstension.