Spring til login

RSS-feeds

Søgning

Økonomi- og Erhvervsministeriets Koncern-it: Softwarebørsen skal være drivkraft

Publiceret: 26.10.2009
Ansvarlig: Morten Kristoffer Hansen

Hos Koncern-it i Økonomi- og Erhvervsministeriet kan de godt se fordelene ved at være mange myndigheder om udvikling og brug af samme it-løsninger. Rigtigt grebet an giver det både større funktionalitet, højere brugsværdi og lavere priser. Ministeriets konkrete erfaringer med tværgående udviklingssamarbejder viser imidlertid, at det er svært at sikre de enkelte løsningers gennemslagskraft og udbredelse, hvis der ikke er en aktør, som driver det frem. I open source projekter er det store spørgsmål derfor, hvem der skal sikre tværgående udbredelse og commitment – og her har Softwarebørsen en oplagt rolle at spille.

Koncern-it enheden i Økonomi- og Erhvervsministeriet har gennem de seneste år arbejdet med at udvikle it-løsninger, der kan understøtte en række af de mest almindelige faglige og administrative processer på ministerområdet. Det gælder eksempelvis projektstyring, tidsregistrering og overlevering af ministersager fra styrelser til ministersekretariat. Udviklingsprojekterne har først og fremmest været præget af et pragmatisk ønske om at få noget, der virker. Men samtidig har der været en erkendelse af, at de opgaver, man ønskede at it-understøtte, nok ikke var så meget anderledes på andre ministerområder, og at der derfor burde være mulighed for at genbruge løsningerne flere steder i staten.

”Holdningen hos os har været, at de produkter, vi udvikler,skal andre statslige myndigheder have lov at bruge uden, at de skal betale udviklingsomkostningerne for samme funktionalitet en gang til. Og så er det egentlig ikke så afgørende, om vi også ejer kildekoden”, siger Martin Niels Pedersen, koncern-it chef i Økonomi- og Erhvervsministeriet. ”Jo flere myndigheder, der bruger den samme løsning som os og udvikler på den, jo bedre bliver produktet. Vi får en masse funktionalitet foræret på den måde”.


Betydningen af en dedikeret leverandør
Økonomi- og Erhvervsministeriets koncern-it har gennem et par af deres udviklingsprojekter samlet erfaringer med to vidt forskellige modeller for, hvordan statslige myndigheder kan samarbejde om udvikling og brug af samme it-løsninger.

I 1999 var det daværende Erhvervsministerium med til at starte udviklingen af tidsregistreringssystemet MTID. Der er tale om et leverandørejet produkt, men der er i aftalen formuleret en række krav til leverandøren, som blandt andet regulerer den pris, offentlige myndigheder skal betale for produktet. Samtidig får alle myndigheder, som køber produktet adgang til alle nye komponenter, der udvikles. Behovet for udvikling af funktionalitet og nye komponenter styres via en brugergruppe, der udover Erhvervsministeriet også hurtigt fik deltagelse af Finansministeriet, Miljøministeriet og det daværende Økonomiministerium.

”Det har været et krav i brugergruppen, at man kun udvikler generisk funktionalitet. På den baggrund har de enkelte ministerområder så meddelt hinanden, hvilke komponenter de ville udvikle. Det har været en meget pragmatisk måde, vi har styret den decentrale udvikling. Og det har betydet, at vi ret hurtigt fik adgang til en meget omfattende funktionalitet”, fortæller Martin Niels Pedersen. ”Det har jo vist sig, at MTID er blevet vidt udbredt i staten. Og her er den kommercielle interesse bestemt ikke ligegyldig. Det har helt sikkert været en afgørende driver i udbredelsen, at vi har haft en leverandør, som har rejst rundt og banket på døre”.


Kan Softwarebørsen erstatte den kommercielle drivkraft?
I forlængelse af arbejdet med MTID startede Økonomi- og Erhvervsministeriet et udviklingsprojekt omkring et it-værktøj til projektstyring, MPRO. Baggrunden for projektet var en vurdering af, at de kommercielle produkter på området typisk var for avancerede til de behov og den sporadiske anvendelse, som de fleste brugere har. Målet har været at udvikle et intuitivt og lettilgængeligt system med de nødvendige rapporteringsfaciliteter. Udviklingen af MPRO er sket i samarbejde med først én og så en anden it-virksomhed, men i modsætning til MTID-projektet valgte Økonomi- og Erhvervsministeriet selv at eje kildekoden til MPRO. På den baggrund forsøgte Økonomi- og Erhvervsministeriet uden større succes at gøre andre myndigheder interesserede i systemet, som de kunne overtage uden omkostninger.

”Vi kommer ikke uden om, at der er en vis portion indbygget skepsis, når man får tilbudt noget, der er gratis. Samtidig har der ikke været nogen aktiv ’sælger’ af systemet, for selvom vi ejer det, er det jo ikke vores opgave at rejse rundt og overbevise de andre statslige myndigheder om, at de skal bruge lige præcis det her produkt. Det er min vurdering, at MPRO havde haft samme udbredelse som MTID, hvis vi havde valgt samme model”, fortæller Martin Niels Pedersen. ”Det skal dog retfærdigvis siges, at vi også løb ind i det problem, at der blandt de andre potentielle brugere i staten var langt flere ønsker om særlig funktionalitet end vi har oplevet i brugergruppen omkring MTID. Når det kom til projektledelse har vi oplevet flere, som har haft særlige projektmodeller, de ønskede understøttet”.

Planen for MPRO er, at systemet nu skal gøres tilgængeligt via Softwarebørsen. Martin Niels Pedersen ser Softwarebørsen som en potentiel erstatning for den manglende kommercielle drivkraft. ”Det er afgørende, at der er nogen, der ser det som sin opgave, at disse produkter bliver udbredt i den offentlige sektor. Og det er altså ikke gjort med, at produkterne bliver lagt på softwarebørsen. Folkene fra Softwarebørsen skal simpelthen ud og missionere”, vurderer Martin Niels Pedersen. ”Samtidig er det afgørende, at dokumentationskravene ikke bliver for omfattende. Det er vores erfaring, at man skal fokusere på forretningslogikken og de mulige gevinster, så skal andre myndigheder nok finde ud af at bruge det, hvis de er interesserede. Det må endelig ikke blive for tungt”.


På sporet af et erhvervseventyr
I et bredere perspektiv ser Martin Niels Pedersen gode muligheder for, at det offentlige marked kan være med til at fremme en produktudvikling på software-området, som kan være til gavn for små og mellemstore danske it-virksomheder.

”Med de rigtige aftaler kan vi på den ene side sikre, at de offentlige myndigheder får lavere priser og højere brugsværdi, fordi vi i det offentlige kun betaler for udviklingen én gang og deles om løsningerne. På den anden side kan vi sikre en række små og mellemstore it-virksomheder en unik platform til at udvikle og teste et produkt, som de derefter frit kan sælge til myndigheder i andre lande – og til det private marked”, siger Martin Niels Pedersen. ” Vi er jo ikke de eneste, der har brug for tidsregistrering og projektstyringsværktøjer. I den sammenhæng kunne der være en potentiel opgave for Softwarebørsen til sammen med relevante myndigheder at skabe rammerne for udviklingssamarbejder mellem offentlige myndigheder og private virksomheder”.

Artefakter

Klassifikationer

Supplerende information

Indlæg til ressource

Ønsker du at skrive indlæg eller blot kommentere indlæg,
skal du være oprettet som bruger og logget ind.

Opret dig som Ny bruger    Log ind     eller

Tilføj fil(er)

En ny fil vil overskrive en eksisterende fil, hvis begge filer har samme navn og samme ekstension.

Profil - Log ind

Minimér boks

Tags

Tilføj dine egne tags

- (kræver login)

Andre brugeres tags til ressourcen

Der er ikke tilknyttet tags fra andre brugere

Minimér boks
Versioner
Version Dato
Ukendt (valgte) 26.10.2009 Vis supplerende information ...