Nyhed fra Digital Post

Nyt statistikmodul i Administrativ Adgang

Publiceret 20-04-2023

Den 19. april 2023 blev der lanceret et nyt statistikmodul i Administrativ Adgang. Vi er opmærksomme på, at det er en længe ventet feature i Digital Post. Følgende beskrivelse vil uddybe, hvad statistikmodulet kan bruges til.

Skærmbillede af oversigten i Statistikmodulet i Administrativ Adgang

Figur 1: Skærmbillede af oversigten i Statistikmodulet i Administrativ Adgang

Statistikmodulet kort fortalt

Det nye statistikmodul i Administrativ Adgang gør det muligt at tilgå tal og statistik om Digital Post for jeres organisation. Konkret kan I vælge at bestille og hente data i to forskellige former:

  • Som en standardrapport med prædefinerede variabler. Standardrapporterne bestilles og leveres som et fast abonnement. Med andre ord behøver I kun at opsætte en standardrapport én enkelt gang, idet løsningen efterfølgende selv vil sørge for at levere jer den nyeste version af rapporten hver måned, hvert kvartal, hver halve år eller hvert år (alt efter hvilke leveringsinterval I vælger ved opsætning).

Skærmbillede af bestillingsflow for Standardrapporter i Statistikmodulet i Administrativ Adgang

Figur 2: Skærmbillede af bestillingsflow for Standardrapporter i Statistikmodulet i Administrativ Adgang

  • Som en brugerdefineret rapport. Brugerdefinerede rapporter er enkeltstående og gør det muligt for jer selv at kombinere data ud fra netop de variabler, som I ønsker at arbejde med. Det er muligt at vælge mellem otte forskellige variabler.

Skærmbillede af bestillingsflow for Brugerdefinerede rapporter i Statistikmodulet i Administrativ Adgang

Figur 3: Skærmbillede af bestillingsflow for Brugerdefinerede rapporter i Statistikmodulet i Administrativ Adgang

Data fra før den 22. marts 2023

Den overordnede skæringsdato for tilgængelig data er den 17. marts 2022. Dog pågår der lige nu et arbejde med at klargøre historisk data. Derfor vil data fra før den 22. marts 2023 først være mulig at bestille fra og med fredag den 28. april 2023.

Vi skal også gøre opmærksom på, at data fra før den 22. marts 2023 ikke kan skelne mellem kundetyperne ”Virksomhed” og ”Myndighed”. Hvis man eksempelvis bestiller en brugerdefineret rapport, der inkluderer variablerne for kundetype og dækker en tidsperiode fra før den 22. marts 2023, vil myndigheder være inkluderet i kundetypen ”Virksomhed”. Derudover findes der ikke data vedrørende MeMo-funktionalitet fra før den 22. marts 2023.

Mere information og vejledning

Hvis I ønsker mere vejledning og information om statistikmodulet i Administrativ Adgang, kan I læse mere i Digitaliseringsstyrelsens PDF-vejledning om Administrativ Adgang på følgende link:

digst.dk/it-loesninger/digital-post/vejledninger eller https://digitaliser.dk/digital-post/vejledninger/administrativ-adgang

Der er mere på vej

Arbejdet med statistikmodulet til Administrativ Adgang skal ikke betragtes som færdigt med lanceringen den 19. april 2023. Vi ser ind i et større forbedringsarbejde, hvor der vil være fokus på at løse fejl og mangler. Derudover forventer vi at kunne introducere yderligere data på sigt, fx vedrørende anvendelse af kontaktpunkter.

Skulle I have input til fejl, mangler eller konkrete forbedringsforslag til statistikmodulet, er I altid velkommen til at indsende disse via e-mailadressen digitalpost@digst.dk til Kontor for Digital Post i Digitaliseringsstyrelsen.