VIGTIGT: Nu bliver det muligt at sende enkeltvise meddelelser som masseforsendelse

Publiceret 05-09-2024

I release 75, der er planlagt til at komme på hhv. test- og produktionsmiljø den 23. september 2024 og 9. oktober 2024, introduceres et nyt REST endepunkt til aflevering af post. Dette bliver et supplement til det eksisterende endepunkt.

Det nye endepunkt behandler al indkommen post som masseforsendelser, uagtet om det afleveres som enkelte XML-filer eller TAR.LZMA-arkiver.

Hvad skal I som myndighed gøre?
Hvis I sender massekommunikation, men jeres afsendersystem ikke understøtter pakning af post, således at det kan blive behandlet som en masseforsendelse, skal afsendersystemet fremover aflevere på det nye REST endepunkt (/memos-bulk/).

Læs mere i Technical Integration, afsnit 10.2 og 10.2.1 (det nye indhold er markeret med blå skrift).

Hvorfor skal I som myndighed skifte endepunkt?
Det er alene myndigheder, der har afsendersystemer, som ikke kan pakke post i masseforsendelser, der opfordres til at skifte endepunkt. Der foretages ingen ændringer til det eksisterende REST endepunkt (/memos/), hvilket fortsat kan modtage post som både enkeltforsendelser og masseforsendelser (alt efter hvordan posten er pakket).

Det er til enhver tid den enkelte myndighed, der skal vurdere forretningsbehovet for en forsendelse. Digitaliseringsstyrelsen anbefaler at begrænse anvendelsen af enkeltforsendelser til scenarier, hvor det er relevant, at en besked kommer frem til modtager straks. Masseforsendelser skal altid anvendes ved massekommunikation.

Digitaliseringsstyrelsen vil fortsat monitorere fordelingen af enkelt- og masseforsendelser i løsningen for at vurdere behovet for yderligere tiltag, så vi sikrer, at Digital Post fortsat er robust og performer som ønsket.

Baggrund
I Digital Post er der i dag ét enkelt REST endepunkt til aflevering af post (/memos/). Dette endepunkt skelner, om der er tale om en enkelt- eller en masseforsendelse, med udgangspunkt i om der afleveres XML-filer eller TAR.LZMA-arkiver.

Løsningen er designet, så håndtering af enkeltforsendelser er væsentligt mere ressourcekrævende, da disse behandles som ”straksforsendelser” – det vil sige at de blive behandlet og afleveret hurtigst muligt.

Digitaliseringsstyrelsen har erfaret, at en uforholdsmæssig stor andel af forsendelserne i Digital Post bliver afleveret som enkeltforsendelser. Konsekvensen er, at løsningens samlede performance påvirkes negativt, fordi belastningen ikke kan spredes jævnt. Det bidrager dels til øget leveringstid på reelle enkeltforsendelser, men det betyder også at andre dele af løsningen, som ikke direkte har med forsendelse af Digital post at gøre, bliver langsommere.

Digitaliseringsstyrelsen har været i dialog med flere af de myndigheder, hvis forsendelser mere eller mindre udelukkende afleveres som enkeltforsendelser, og har erfaret at:

  1. Dokumentationen i Digital Post har ikke tilstrækkeligt præciseret, at det gør en (væsentlig) forskel for Digital Posts performance, om man afleverer sin post i det ene eller det andet format.
  2. Flere afsendersystemer har vanskeligt ved at pakke post i TAR.LZMA-arkiver, hvilket betyder, at det vil være en væsentlig opgave at omlægge systemerne til at understøtte masseforsendelser i den nuværende løsning.

Dette forsøger vi nu at imødekomme ved at introducere det nye endepunkt samt ved at have skærpet dokumentation omkring enkelt- og masseforsendelser i Technical Integration.